Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Du er her: 

Vores fadderbørn har brug for din hjælp

Af: Marianne Ford, 4. november 2020
Vi sponsorerer to fadderbørn gennem SOS Børnebyerne - vi har brug din støtte for at kunne fortsætte i 2021.

Igennem mange år har vi sponsoreret to fadderbørn i henholdsvis Burkina Faso og Sierra Leone gennem SOS Børnebyerne.

Vi samler nu ind for fortsat at kunne støtte børnene i 2021 - vi har også brug for dit bidrag. Send meget gerne et valgfrit beløb på MobilePay: 28075 eller doner i kirken til søndagshøjmesserne.

SOS Børnebyerne
SOS Børnebyerne hjælper forældreløse og udsatte børn over hele verden. De arbejder for, at alle børn skal have mulighed for at vokse op i en kærlig og tryg familie, uanset om det er i barnets biologiske familie eller i en ny SOS-familie.

I børnebyen får de forældreløse børn en ny SOS-mor, der er uddannet til tage sig af de omsorgssvigtede børn. I den nye SOS-familie, hvor der kan være op til ti søskende, får børnene en kærlig og tryg opvækst med fokus på støtte, sundhed og uddannelse, så de kan bryde den sociale arv og få en god fremtid.

SOS Børnebyerne arbejder også for at understøtte udsatte familier, der lever uden for børnebyerne, og som er i fare for at falde fra hinanden. Det sker gennem forebyggende, socialt arbejde.

Vi støtter i Burkina Faso og Sierra Leone
Jægersborg Kirke støtter to fadderbørn i henholdsvis Burkina Faso og Sierra Leone.

Burkina Faso er et af de mindst udviklede lande i Afrika. Til trods for at landet har oplevet økonomisk vækst, lever cirka 60 procent af landets befolkning i fattigdom, 80 procent er arbejdsløse og cirka 770.000 børn vokser op uden omsorg fra deres forældre.

Sierra Leone er rigt på naturalier som diamanter, guld og kaffe, men til trods for det er landet stadig et af de fattigste i verden, hvor mere end 80 procent af befolkningen lever i yderste fattigdom. Det skyldes i høj grad den lange borgerkrig, der hærgede landet fra 1991 til 2002, og som drev to millioner mennesker væk fra deres hjem.

Fælles for begge lande er, at de kæmper med høj HIV-smitte, og den aktuelle coronapandemi har kun gjort omstændighederne endnu sværere.

Giv et bidrag til vores fadderbørn
Vores fadderbørn bor hver især i en SOS-familie, der har givet dem en fantastisk mulighed for at få et bedre liv med en god fremtid. 

Vi håber, at du vil være med til at støtte vores indsamling, så vi fortsat kan hjælpe børnene i 2021.

Send dit bidrag via MobilePay til 28075 og skriv "SOS Børnebyerne" i kommentarfeltet eller donér i kirken til søndagshøjmesserne.

Tak for din hjælp.

Del dette: