Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Du er her: 

Mellem løgn og overlevelse

Af: Pressetekst, 10. oktober 2020
Foredrag af forfatter Birgithe Kosovic om Erik Scavenius - ægteskabsdrama og danmarkshistorie i et.

Tirsdag den 17. november får vi besøg af forfatter Birgithe Kosovic, der med udgangspunkt i sin roman "Den inderste fare" vil holde et foredrag om politikeren Erik Scavenius.

Erik Scavenius, leder af regeringen under besættelsen, er i manges øjne danmarkshistoriens største landsforræder. Her møder vi ham både som politiker og som ægtemand i en udmarvende ægteskabskamp.

Hans ja til at lede samarbejdet med tyskerne vækker gamle konflikter med hans kone til live, og krigens spørgsmål bliver også hans egne: Hvor meget af sin frihed skal man opgive for freden? Og hvor meget af sin fred skal man ofre for friheden? Hvad er integritet, og hvad er underkastelse?

Konflikten bliver sat på spidsen, da han forelsker sig i en 27 år yngre korsetsyerske. Men hvem er denne kvinde, som tilsyneladende ikke har nogen skrupler ved at nærme sig ham, den forhadte?

"Den inderste fare" er ikke kun en roman om at kæmpe for sin menneskelighed. Den handler om Danmark under besættelsen. Hvad gør det ved os som mennesker og som nation at være konfronteret med fjendskab? Scavenius svarer. Som politiker i krig. Som ægtemand i utroskab og dyb forelskelse.

Kom og hør Birgithe Kosovic give sit bud på, hvad vi kan mene om Scavenius, og hvad han ville sige til os, hvis han kunne sige noget til os i dag.

Foredraget foregår den 17. november kl. 19 i kirken, og det henvender sig både til litterært og politisk-historisk interesserede.

Der er gratis entre.


"Den inderste fare" vandt Politikens Litteraturpris 2018. Birgithe Kosovic (f. 1972) fik sit gennembrud med romanen "Det dobbelte land", som vandt Weekendavisens Litteraturpris 2010, DR's Romanpris 2011 og Danske Banks Litteraturpris 2011, og hun modtog i 2012 Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat.

Del dette: