Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Du er her: 

Endelig blev det konfirmationstid

Foto: Marianne Ford

Af: Marianne Ford, 1. september 2020
Ventetiden har været lang, men nu er alle konfirmationer vel overstået.

Det har ikke været nemt for årets konfirmander. Da corona ramte os i foråret og rykkede alle de planlagte konfirmationer i maj frem her til slut august måned, var der ingen, der vidste, hvordan det ville gå.

Bekymringerne har været mange - både for præster, konfirmander og konfirmandforældre: Hvordan ser det ud med corona til den tid, kan vi alle sammen være i kirken på samme tid, og hvor mange må vi samles for at fejre konfirmanden bagefter?

Men med lidt held og ikke mindst god planlægning lykkedes det hele, og alt gik godt på de tre konfirmationsdage den 22., 29. og 30. august. Konfirmanderne var opdelt i mindre grupper, kirken opmålt og inddelt i familiezoner og afviklingen nøje indstuderet, så alt kunne foregå forsvarligt, men stadig være festligt. Selv vejret var med os!

Præsternes taler til konfirmanderne
Vores to præster sendte årets konfirmander afsted med mange velovervejede ord, som både kaldte på latter og refleksion.

Lea Skovsgaards tale kredsede om det at vente. Det er ikke altid det sjoveste, men indimellem kan det være en god øvelse - også i forhold til tro. Hun forærede hver konfirmand et plantekit, så de kunne gå hjem og så det lille frø og med tålmodighed vente og se det spire frem til noget frugtbart og godt - hvis de altså passer godt på det. På samme måde sår konfirmationen et frø til tro, der kan spire i konfirmanden.

Læs Lea Skovsgaards tale her

Kenneth Knigges tale handlede om overgangen fra barn til voksen. Han talte om alle de søde, sjove og ikke mindst pinlige historier, som konfirmanderne efter al sandsynlighed ville blive udsat for på denne dag. Et kærligt drilleri, der virker som en form for renselse for den unge. Når alt det pinlige er kommet frem i lyset er den unge fri til at gå videre ud i livet. Samtidig opfordrede Kenneth dog alle de voksne til også at fortælle deres egne pinlige historier og fejltrin. For man kan kun tro på den, der også tør tale om sine egen fejl og usikkerhed.

Læs Kenneth Knigges tale her

Vi ønsker årets konfirmander alt det bedste.

 

 

Del dette: